Presence

Se figur. Scharmer bruger på engelsk ordet presence om den tilstand, man tilstræber i bunden af U’et. Tilstanden presence er mulig at opnå, fordi man har gået vejen ned i venstre side af U’et. Jeg bringer her Scharmers egen formulering:

“Udtrykket presencing er et konstrueret begreb, der blander ordene sensing (sansning) og present (nærvær i nuet). Når man bevæger sig ind i presence-stadiet, frigør man sig og begynder uforbeholdent at opfatte ud fra den fremtidige mulighed, der ligger i nuet. Altså ud fra det, der vil kunne realiseres, hvis man vil det. Der er således tale om en tilstand, hvor man får adgang til sit virkelige væsen (frigjort fra erfaringens vaner) og nærmer sig den, man virkelig er – det, man kunne kalde for sit autentiske jeg.” (Scharmer, 2009)

Udfordringen i denne fase er at give slip på det kendte og give sig hen til det ukendte. At træde ind i dette selvtransformative skabende felt af endnu-ikke-kropsliggjort erkendelse kræver, at man er tilstede i de spørgsmål, som man drives af. At man mestrer at blive i den undrende og spørgende tilstand og ikke haster frem mod at finde svar. Når man ægte undres opdager man nemlig, at man ikke vil noget med nogen eller noget, men at noget vil noget med én. Man opdager på et dybt eksistentielt plan, at man ikke er alene og ikke er selvrådig. Scharmer taler her om en større vilje, der træder i stedet for jeg’ets vilje. Man kunne også sige, at man opnår kontakt til sin sjælsbevidsthed.

At komme ud i sådan en bevægelse, hvor man står i det åbne på en undrende måde, er også at erfare, at der er noget, som taler til mig, og som er større, end hvad jeg selv har konstrueret, men som jeg samtidig er en del af – ikke på et vidensmæssigt – men på et værensmæssigt niveau. Man opnår således en kontakt til sin autentiske identitet og sit udspring, som i Scharmers forståelse er en tilstand af eksistentiel fortrolighed og opmærksomhed, og man opnår at være i dialog med det store, som definerer eksistens, liv og mening. I denne fase bevæger man sig fra at være reproducerende til selv at være skabende.

Det fremgår ikke klart hos Scharmer, men min holdning er, at man, når man bevæger sig fra sanse til presence, bevæger sig ind i en såkaldt æstetisk læreproces, hvor man holder op med at tale om tingene og i stedet giver sig hen til en sansemæssig oplevelse. Der er således i denne fase tale om en tavs eller indre dialog. Der skal ikke sættes ord på oplevelserne, mens man er i tilstanden presence. Her oplever man, at man er tilstede i nuet med hele sin eksistens (krop, følelser, tanker og sjæl) og koncentrationen handler om her-og-nu.

Målet med processen i bunden af U’et er at opnå transformerende erkendelser og gennembrud, som bringer én i kontakt med sit autentiske jeg og sit unikke talent og dermed i kontakt med sit egentlige livsformål. Man finder svaret på spørgsmålene: Hvem er jeg, og hvad er min opgave?

Til det søgearbejde, som ligger i presence, kan man have glæde af at spørge sig selv, hvad man egentlig brænder for og elsker at beskæftige sig med. Det vil være en aktivitet som får én til at glemme tid og sted, og mange mennesker skal tilbage til barndommen for at huske den type aktiviteter og det talent, som aktiviteterne kan være et udtryk for. Det helt særlige unikke talent vil nemlig vise sig meget tidligt i livet, og det har mulighed for at komme til udtryk i barndommen, hvor aktiviteter i højere grad end i voksenlivet er lystbetonede. Det kan være væsentligt at få gravet barndommens gode minder frem i arbejdet med at identificere sit autentiske jeg, sit unikke talent og sin livsopgave, for der ligger rigtig mange værdifulde oplysninger i barndommens frie yndlingsaktiviteter.

At tage imod de fundamentale erkendelser, som ligger i presence, betyder, at man er rede til at begynde turen op i højre side af U’et. Det er det gods, som ligger i disse erkendelser, som fremtiden i U’ets højre side skal skabes ud af. Derfor er det vigtigt, at erkendelserne er både dybe og ægte og får lov til at bryde frem indefra.

En personlig fortælling

Jeg har tænkt meget over det centrale gennembrud, der skal ske i fasen med presence. Som det vil fremgå af min personlige fortælling i presencefasen, er mine egne væsentlige gennembrud ikke sket ved en iscenesat aktivitet. Mine gennembrud er sket i en proces, hvor noget pludselig er dukket op som ud af det blå, og jeg har ladet selvfortabelsen tage over og er gået med energien. Derfor har jeg ikke empirisk belæg for at mene noget om, hvorvidt man kan opnå seriøse gennembrud via en tilrettelagt U-bundsaktivitet. Jeg har ikke kendskab til erfaringer, hvor teori U er anvendt i personlige udviklingsprocesser i en privat kontekst, så jeg er nysgerrig og opsøgende på de erfaringer, som hele tiden genereres og formidles i organisatoriske kontekster, hvor der gennemføres U-workshops. Min fortælling er imidlertid af helt privat karakter.

Spiritualiteten vågner i bunden af U’et
Spiritualiteten er med mig allerede fra fasen at se med friske øjne, men den bliver over tid integreret på et mere og mere bevidst og konkret plan, og jeg oplever tilstande og gennembrud, som er decideret spirituelle i substansen. Jeg yder lige her den service at gentage Scharmers definition af tilstanden i presence: “Der er således tale om en tilstand, hvor man får adgang til sit virkelige væsen (frigjort fra erfaringens vaner) og nærmer sig den, man virkelig er – det, man kunne kalde for sit autentiske jeg.”

I min verden findes der rigtig mange måder at opnå tilstanden af presence. Det handler om at finde indadvendte og fordybende aktiviteter, som stopper tankestrømmen og fremmer tilstedeværelsen i nuet. Jeg har selv arbejdet med meditation, art based coaching, powersinging, bøn, naturoplevelser og oprydning og indretning efter feng shui principper og faktisk også syning og maling af min lejlighed.

Mulighederne er virkelig mange, så længe man respekterer det kontemplative aspekt af aktiviteten. Det er min helt private erfaring, at der ikke skal snakkes, og at man skal være alene om aktiviteten, og at der ikke skal finde instruktion sted, men jeg er klar over, at andre har andre erfaringer. Aktiviteten under presence skal under alle omstændigheder skabe mulighed for, at der sker et decideret gennembrud i ens oplevelse af at være tilstede i tilværelsen. I vores kultur er vi opdraget til at gøre en hel masse og al denne gøren sker ofte på bekostning af væren.

Eckhart Tolle siger det meget smukt: “Så snart der hos mennesker foreligger en vis grad af nærvær, af stille og vågen opmærksomhed i deres sanseopfattelser, kan de fornemme den guddommelige livsessens, den iboende bevidsthed eller ånd i alle skabninger, alle livsformer, erkende den som værende ét med deres egen essens og dermed elske den som dem selv” (Tolle, 2005).

For mit eget vedkommende er der tre gennembrud, som har været (og er) særligt skelsættende i forhold til fasen presence.

Den universelle cyklus’s betydning
Jeg er jo sådan en energisensitiv type, så i de senere år er jeg begyndt tydeligt at mærke, når der sker store begivenheder i den metafysiske verden. F. eks. reagerer jeg kraftigt på sol- og måneformørkelser, jævndøgn, solhverv og ny- og fuldmåne. Det gør jeg, fordi der ved denne slags begivenheder sker en indstrømning af energi til Jorden, som skal fastholdes på planeten, fordi den er god og nødvendig for planetens fortsatte liv. Det er mit arbejde at deltage i integrationen af den indstrømmende energi på Jorden. Denne type begivenheder bringer mig i en tilstand af presence. Det er umuligt at sætte ord på, hvad det gør ved mig, men det er meget meget behageligt og forbinder mig i den grad med en større vilje. Jeg mærker, at der er noget, der vil noget med mig, som giver mening. Denne type begivenheder sker i en naturlig cyklus og slutter jo aldrig, så dem vil jeg sikkert blive ved med at registrere og blive påvirket af.

Det åndelige ophav identificeres
En anden skelsættende begivenhed, hvor jeg oplevede en tilstand af presencing, var i forbindelse med en coachingsession i efteråret 2005. Jeg havde forinden læst bogen Engle til alle tider af Dennis Stanfeld, 1. udgave. I denne bog bliver læseren præsenteret for en lang række åndelige mestre (åndelige mestre kan man definere som højt vibrerende bevidstheder, som udgør en særlig essens af Guds bevidsthed og som giver liv og bevidsthed til mennesker i fysisk inkarnation). I denne bog stødte jeg for første gang på Lady Nada, som er en feminin åndelig mester. Bogen fortæller, at Lady Nada var åndeligt ophav (højere bevidsthed) til den kvinde, der i sin tid inkarnerede som Maria Magdalene. Mens jeg læste bogen, kunne jeg godt mærke, at det der med Nada og Maria Magdalene fangede min opmærksomhed.

I coachingsessionen sker der det, at min indre stemme via min mund om mit fremtidige virke siger, at jeg skal fortsætte derfra hvor Maria Magdalene slap. Nå nå nå nå…. Da blev både min coach og jeg meget stille. Vi afsluttede, for der var ligesom ikke mere at sige den dag, og jeg brugte de to følgende dage på at gå rundt i en tilstand af stille glæde og taknemmelighed (presence). Det føltes stort, og det førte selvfølgelig til, at jeg begyndte at interessere mig for Lady Nada og Maria Magdalene.

Gennem research på internettet fandt jeg ud af, at Lady Nada har været åndeligt ophav til andre kvinder end Maria Magdalene. Hun har også været åndeligt ophav til Aimee Semple McPherson, som i begyndelsen af 1900-tallet fungerede som frikirke prædikant på USA’s vestkyst under navnet Sister Aimee. Sister Aimee’s liv er veldokumenteret, fordi hun var så aktiv og kendt, og i 1993 udkom en meget fyldig biografi om hende (Daniel Mark Epstein, 1993). Sister Aimee stod for opførelsen af Angelus Temple i Los Angeles, som stadig eksisterer og bruges. Hun kørte som prædikant Californien tyndt i en bil med påskriften: Jesus is coming – get ready.

Denne historie om Sister Aimee blev virkelig interessant for mig, da jeg begyndte at fordybe mig i den. Jeg havde nemlig haft en decideret deja-vu oplevelse i Californien i 1993, da jeg var der med mine to drenge og deres far på en familieferie. Jeg havde i særlig grad i San Francisco en meget tydelig fornemmelse af at være stedkendt. Når vi f. eks. kom rundt om et hjørne, vidste jeg, hvordan der ville se ud rundt om hjørnet, men på det tidspunkt havde jeg jo ingen anelse om, hvordan det hang sammen, så jeg gik lidt stille med dørene.

Jeg kunne desuden kombinere historien om Sister Aimee i Californien med det faktum, at jeg hos en kinesiolog i min svimmelhedsperiode, havde fået konstateret, at jeg i livet før dette liv har levet i San Francisco. Det er sister Aimee’s liv, der er tale om her. Når man taler om re-inkarnation taler man netop om det åndelige ophavs andre erfaringer fra fysiske inkarnationer. Så det hele begyndte at gå op i en højere enhed. Jeg var ikke i presencing tilstanden i hele denne periode, men den dukkede op, når de vigtige erkendelser brød igennem. I dag er jeg ikke i tvivl om, at mit åndelige ophav er Lady Nada, og når jeg i min identitet som Gitte har kontakt med min højere bevidsthed, er det Lady Nada, der kommer med input.

Erkendelsen omkring mit tilhørsforhold til Lady Nada og via hende til Maria Magdalene og Sister Aimee var skelsættende, fordi den gav mig en indsigt i, hvorfor det er meget naturligt for mig at tale om Gud, kristusbevidsthed, kristusenergi, opstandelse, næstekærlighed og andre sproglige koder fra den kristne tradition. Det gav mig ro at forstå min kristne historie på den måde. Jeg er ikke opdraget med den kristne retorik, og jeg var begyndt at undre mig over min hjemmevante brug af sproget fra kristendommen. Her var så forklaringen på det.

Den kristne sprogkode kan sikkert indentificeres gennem alle tekster på gittemeldgaard.net, selv om jeg påberåber mig, at jeg ikke tilhører nogen bestemt åndelig retning i indeværende inkarnation. Forklaringen på sprogkoden ligger i mit åndelige ophav og tidligere inkarnationer, som jeg ikke kan løbe fra. Og det ønsker jeg heller ikke; jeg oplever, at dette tilhørsforhold er en del af min DNA.

Den indre mester vækkes
Min tredje oplevelse var i sommeren 2009, hvor Michael Jackson døde på min fødselsdag den 25. juni. Jeg var i København for at fejre fødselsdag med mine to sønner og min svigerdatter, så vi talte lidt om MJ, som vi alle fire huskede for noget godt fra MTV i 1980′erne og 90′erne. Jeg følte mig ikke særligt påvirket af hans død før et par dage senere, hvor jeg sad og talte med en bekendt ved en brunch. Hun havde en i mine ører fordømmende og kynisk attitude til overs for Michael Jackson, den-skøre-skid-agtigt. Den attitude gjorde mig ked af det dybt inde i hjertet, og jeg blev fra den dag nærmest drevet ind i det, jeg siden har kaldt Michael Jackson-land. I mange mange dage befandt jeg mig i en tilstand af presence, hvor jeg kun beskæftigede mig med MJ. Researchede interviews på nettet og så klip på youtube, købte et album med de største af hans hits, hængte hans billede op og lyttede til ham hele dagen. Jeg spurgte i processen dårligt nok mig selv, hvad det gik ud på, jeg var bare tilstede i det som en væren. Der var noget der ville noget med mig. Jeg græd og græd og følte virkelig, at MJ var blevet uretfærdigt behandlet i medierne, og det berørte mig dybt. I mine øjne var han en fantastisk kunstner.

Da jeg endelig efter 2-3 uger kom ud af denne tilstand, var der sket en erkendelse hos mig, som handlede om mesterenergi og næstekærlighed. Som handlede om at se mesteren i alle mennesker og behandle alle som de mestre, de i bund og grund er. MJ var en mester på sit felt. Han fik problemer, når han bevægede sig ud i områder, som ikke havde med sang og musik og dans at gøre. Jeg er sikker på, at alle hans intentioner var næstekærlige, men han fik svært ved at virke overbevisende, når han bevægede sig væk fra sin mesterenergi, og der var folk og medier nok til at dyrke denne måske lidt kiksede side af hans liv. Men som musiker, sanger og danser repræsenterede MJ mesterenergi i ren form. Heldigvis fik Kenny Ortega produceret en fuldstændig fantastisk dokumentarfilm om forberedelserne til MJ’s koncerter i London. This is it. I denne film ser vi en mester på arbejde. Ukommenteret.

I Scharmers forståelse handler dét her om at lære vigtigheden af at være tro mod sit autentiske jeg og blive den mester, man er sat på Jorden for at være. Jeg har gennem flere år været optaget af at forstå og udleve næstekærlighed, og MJ hjalp mig med at sætte det helt på plads. Når man ser en mester i sin næste, er det nemt at elske vedkommende. Men ansvaret er gensidigt. Vi må selv påtage os at fremelske den indre mester, så han/hun kan komme ud i lyset og blive elsket og anerkendt af næsten.

Jeg er ved at være inde ved min autentiske kerne, og det ser ud til, at jeg inderst inde er en mester i næstekærlighed. Men hvad foretager en mester i næstekærlighed sig monstro på den her planet i det nye årtusind?

Fortsættelse følger…

Næste fase i figuren er Udkrystallisere.